Mycoplasma pneumoniae-infektion, almindeligvis kendt som “kold lungebetændelse”, kan føre til symptomer i de øvre og nedre luftveje. Denne infektion er mere almindelig om efteråret og den tidlige vinter. I Danmark forekommer epidemier ca. hvert fjerde år og kan vare i flere efterårs- og vintersæsoner.
M. pneumoniae-infektioner starter normalt med milde influenzalignende symptomer og udvikler sig til en langvarig tør hoste, som kan være trættende, især om natten. De fleste tilfælde er milde, og kun et lille antal har brug for hospitalsindlæggelse. Under en epidemi kan der dog være en betydelig stigning i hospitalsindlæggelser.
Mycoplasma-lungebetændelse omtales ofte som “kold lungebetændelse”, men det er faktisk ikke helt korrekt. De fleste mennesker med en mycoplasma-infektion oplever infektioner i de øvre luftveje eller bronkitis, ikke lungebetændelse. Der er normalt feber ved en mycoplasma-infektion, især ved lungebetændelse, selvom temperaturen generelt er lavere end ved typisk bakteriel lungebetændelse eller influenza.
Symptomer
Sygdommen starter med influenzalignende symptomer og feber, efterfulgt af en tør hoste, der forværres, når man ligger ned. I mange tilfælde kan hosten blive produktiv med slim og kan vare i en måned eller mere.
Nogle personer viser ingen symptomer eller oplever kun milde symptomer som løbende næse og ondt i halsen, mens en lille procentdel (mindre end 10%) kan udvikle lungebetændelse. I tilfælde af lungebetændelse er hospitalsindlæggelse sjælden.
Årsag
Mycoplasma (M.) pneumoniae er årsagen til infektionerne. Mycoplasma, såsom M. pneumoniae, er de mindste kendte bakterier og har ingen cellevæg. Denne mangel på cellevæg gør dem naturligt resistente over for almindeligt penicillin.
Smitteveje
M. pnumoniae smitter kun mennesker. Den spredes gennem dråbeinfektion fra person til person. M. pnumoniae er mindre smitsom end luftvejsvirus og smitter typisk ved tæt kontakt med smittede personer, også selvom de ikke udviser tydelige symptomer på infektion.
Infektioner spredes almindeligvis blandt skolebørn og inden for familier, og de fleste tilfælde opstår om efteråret og vinteren. Landsdækkende epidemier har tendens til at forekomme hvert fjerde år, begynder i sensommeren, topper i november og december og varer indtil slutningen af januar. Epidemier kan også forekomme 2-3 år i træk.
Forebyggelse
Vaccination er ikke effektiv mod M. pneumoniae-infektioner. For at begrænse smittespredningen er det vigtigt at udvise god hygiejne og sørge for ordentlig ventilation, især i nærheden af smittede personer. Syge personer, især skolebørn, bør blive hjemme for at forhindre yderligere spredning af infektionen.
Når man er smittet, skal man huske at hoste i et ærme eller et lommetørklæde for at undgå at sprede smitten. Det er vigtigt at holde afstand, da M. pneumopniae er meget smitsom ved tæt kontakt. Behandling af syge og inficerede personer med antibiotika kan hjælpe med at begrænse spredningen af infektioner/epidemier.
Behandling
Visse infektioner kan være milde nok til ikke at kræve behandling, selvom behandlingsmuligheder som makrolider eller tetracyclin kan hjælpe med at lindre symptomer som feber og lungebetændelse. De kan dog have begrænset effekt på hoste på grund af skader på luftvejene.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Overvågning
M. pneumoniae-infektion spores ved hjælp af laboratoriedata fra MiBa på ugentlig basis. Kun resultater fra genamplifikationsteknikker tages i betragtning. En pludselig stigning i diagnosticerede tilfælde kan indikere en begyndende epidemi. Når det er fastslået, at denne stigning ikke skyldes en lokal epidemi, tilfældige udsving eller sæsonvariation, annoncerer EPI-NYT en igangværende epidemi af M. pneumoniae-infektion. I influenzasæsonen rapporteres M. pneumoniae-aktivitet hver uge i Influenza-NYT fra uge 48 til uge 16.
Behandling anbefales, hvis patienten har symptomer, og diagnosen er bekræftet. Nyere makrolider er det primære valg, eller alternativt tetracyclin til voksne. Azithromycin anbefales som en fem-dages kur, hvis diagnosen er bekræftet, med alternative muligheder som clarithromycin eller roxithromycin i 10 dage. Tetracyklin, som f.eks. doxycyklin, kan også bruges i 10 dage. I alvorlige tilfælde kan dosis og behandlingstid øges. Det er vigtigt at bemærke, at vedvarende hoste efter antibiotikabehandling ikke altid betyder, at behandlingen har slået fejl.
Makrolidresistens
Forskning har vist, at der er en høj forekomst af makrolidresistens hos M. pneumoniae i Sydøstasien, mens undersøgelser foretaget i Danmark har fundet en lav forekomst af resistens på 1-2%.
Makrolidresistens kan resultere i tilbagefald, forlænget og forværret sygdomsprogression. Resistente bakterier kan spredes fra en patient til en anden eller udvikles i løbet af behandlingen. Behandling af makrolidresistens kan involvere brug af tetracykliner og quinoloner, hvor moxifloxacin er den foretrukne løsning.
I Danmark overvåges situationen, og SSI kan tilbyde PCR-test for makrolidresistens i prøver, der tester positive.
Forskning
SSI forsker i diagnostik, makrolidresistens, epidemiologi og overvågning.
Diagnostik
Man kan ikke stille en sikker diagnose udelukkende baseret på kliniske fund. Tidlig påvisning af M. pneumoniae-DNA kan hjælpe med at diagnosticere sygdommen ved hjælp af genamplifikationsteknikker som PCR på luftvejssekret eller halspodninger. Sekret fra de nedre luftveje, som f.eks. sputum, indeholder mere M. pneumoniae-DNA end svaberprøver fra de øvre luftveje.
PCR er mest følsom til at påvise infektion i den akutte fase, men aftager efter behandling. Den kan ikke bruges til at overvåge behandlingsforløbet. Antistoffer kan påvises 1-2 uger efter symptomdebut. Påvisning af specifikke antistoffer indikerer aktuel eller nylig M. pneumoniae-infektion.
Nogle voksne patienter med M. pneumoniae-infektion producerer måske ikke IgA eller koldagglutininer. I disse tilfælde er det nødvendigt med en stigning i antistofniveauet for at stille en endelig diagnose. Det tilrådes at teste blodprøver med en til to ugers mellemrum. Antistofniveauerne kan forblive positive i flere måneder efter infektionen.
Diagnostiske undersøgelser
Testen for antistoffer mod atypisk lungebetændelse omfatter test for antistoffer mod Chlamydia, Legionella og Mycoplasma pneumoniae.
Patienten har atypisk lungebetændelse i sekretet fra de nedre luftveje.
Tilstedeværelsen af koldagglutinin og Mycoplasma pneumoniae-antistof blev identificeret (R-nr. 351).
Mycoplasma-arter kan dyrkes ved hjælp af specialiserede metoder.
Mycoplasma pneumoniae har udviklet resistens over for makrolider (R-nr. 198).
Mycoplasma pneumoniae indeholder DNA.
Lungebetændelse er blevet forårsaget af atypiske bakterier med symptomer som hævelse i svælget eller sekret fra de nedre luftveje.
Kilde: Statens Sirums Instut
